Lige fra begyndelsen blev jeg – udover fryden over hendes smukke stemme og sangtalent – opslugt af Stinnes store talent for performance – hun spillede så charmerende rollen til hver eneste sang hun fremførte.

En begejstret koncertgænger

Stinne Henriksen er en meget alsidig sanger. Hun er uddannet rytmisk sanger fra Det jyske Musikkonservatorium (2002), men den klassiske musik har også altid fyldt meget i hendes liv, og når hun synger klassisk er hun sopran. Stinne nyder at bruge stemmen på mange forskellige måder og synes at variation i lyd og udtryk giver saft og kraft.

Foto Karolina Zapolska

Hun har sunget professionelt siden 1998 i et utal af forskellige musikalske sammenhænge.

Hun har undervist på Det danske musicalakademi i Fredericia fra 2002-2013.

Foto: Anna Marin Schram

Stinne var sanger og med-sangskriver i ni-mandsorkestret Cordelia (2000-2012). Her udvikledes en “more is more” billedskabende musik, som gjorde Stinne klar over at det var fortællingen i det at synge, der var det vigtige for hende, og som hun ville gå efter.

Stinne valgte at efteruddanne sig som skuespiller ( Copenhagen Acting School, dengang Ophelia 2009), og har siden debuten som Fantine i Les Miserables arbejdet en del på Opgang2 Turnéteater. I 2017 blev det også til en rolle som den psykisk syge mor i Jonas Elmers børnefilm “Jeg er William”.

Stinne vil gerne arbejde i sammenhænge der har med musik, teater og film at gøre og gerne i krydsfeltet mellem disse tre.

”Stinne Henriksen har som Williams mor kun få scener, men hun formår at gøre skikkelsen og dens gennemsigtige tavse smerte gribende i de små glimt.”

Kim Skotte, Politiken